Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening

Les Carsten Jensens festivalforedrag: Længslens kongevej af lys

Carsten Jensen holdt åpningsforedraget under årets sakprosafestival i Oslo. Her kan du lese den mesterlige teksten om hans opplevelse av pandemi, pandemiens etterspill og personlig sorg.

Sakprosafestival21 143
Carsten Jensen under sitt åpningsforedrag av sakprosafestivalen på Litteraturhuset i Oslo, lørdag 23. oktober.

Vi lever aldrig i den virkelige verden. Beviset er udtrykket “de gode gamle dage”. Enhver historiker vil forsikre os om, at de gode gamle dage aldrig fandtes. Din erindring vil forsikre dig om det modsatte. Den er hele tiden i færd med at møblere om på virkeligheden.

Er kun det virkeligt, som vi har ord for, og det, vi ikke ejer ord for, findes ikke? Er det vores ordforråd, der bestemmer størrelsen på vores verden?

Og når vi leder efter ordene, er det så, fordi vi er usikre, i tvivl, eller at verden pludselig er vokset fra sproget? Er det en af vores store udfordringer i dag: at udvide sproget og finde nye ord? Er det kun i drømmene, at der er jordforbindelse?

Lige nu, hvor pandemien synes at ebbe ud i den vestlige del af verden, tales der meget om at vende tilbage til normaliteten. Udtrykket normalitet foregiver neutralitet. Det gør også noget andet. Det fastslår, at vi ikke behøver nye ord.

Ordet normalitet rummer ikke en værdidom sådan som udtrykket “de gode gamle dage”, men alligevel bruges de næsten synonymt. De gode gamle dage eksisterede indtil for halvandet år siden. Så kom pandemien og ødelagde det hele. Så kom vi med vores vaccine og stoppede pandemien, og balancen blev genoprettet. Vores liv har været sat på pause. Nu kan vi genoptage det. Vi kan tale og tænke, som vi gjorde før. Vi føler os igen trygge ved verden. Ingen nye ord trænger sig på. Og det betyder, at ingen ny virkelighed trænger sig på. Og hvis den gør, nægter vi at navngive den.

Hvordan skal vi beskrive den pandemi, vi netop har været igennem?

En epidemiolog, en historiker, en politiker, du og jeg, vil give vidt forskellige svar.

En epidemiolog vil påpege, at ligesom vi i vores laboratorier med rekordfart nåede at finde en effektiv vaccine, så har også virussen sine hurtigtarbejdende laboratorier, der almindeligvis går under navnet mutationer, og her eksperimenteres der også, med vira, der med betegnelser hentet fra det græske alfabet, alfa, beta, delta kan bryde igennem vaccinens mure og sprede smitten på ny. 400.000 smittes dagligt på planeten, godt 7.000 dør, i USA alene 1500 om dagen. Men måske er det den nye normalitet. Vi vænner os til det, og så er det normalt. Vi har vænnet os til, at der hvert år dræbes 1.35 millioner mennesker i trafikken. Et nyt studie fra foråret 2021 viser, at der hvert år dør over 10 millioner mennesker af luftforurening. Når vi kan leve med det, kan vi også leve med en pandemi på lavblus, og 2-3 millioner døde om året er lavblus.

En historiker vil påpege, at pandemien var den største, mest dramatiske udfordring siden Anden Verdenskrig, skønt den ganske vist ikke har krævet nær så mange dødsofre, foreløbig kun omkring 5 millioner mod krigens 50 millioner. Alt kan relativeres, også døden, og historikeren vil nok ende med at påpege, at Covid-19 ikke er som Middelalderens pest, der truede med at udrydde menneskeheden.

Vi søgte som samfund at indføre færdselsregler for døden og opsatte så mange trafiklys og adgang forbudt-skilte som muligt. Livets grundlæggende uvished antog i pandemien en så konkret skikkelse, som den ellers kun gør i krig. En pandemi er et omfattende kontroltab. Nu prøvede vi at generobre kontrollen med et gennemført system af reguleringer af selv de mindste bevægelser i hverdagen. Ingen vidste ved pandemiens begyndelse, hvor omfattende smitten kunne blive eller hvor dødbringende, og uvisheden er altid dødangstens foretrukne terræn.

Men skyldes de lave dødstal, at vi tog så drastiske forholdsregler? Eller vidner de drastiske forholdsregler også om, at vi lever med en forhøjet bevidsthed om vores egen sårbarhed, og at betegnelsen risiko-samfundet, som blev introduceret af den tyske sociolog Ulrich Beck, i virkeligheden dækker over det modsatte: Ikke at vi lever udsatte, risikable liv, men at vi søger at miminere enhver risiko, og at stabilitet er vores sande utopi? Er det også derfor, at ordet “normalitet” kan antage en næsten sakral status for os nu: den risikoløse tilstand, hvor ingen katastrofe lurer?

En politiker vil rose sig af at have været med til at mindske pandemiens virkninger, ikke blot med drastiske nedlukninger, men også med generøse statslige udbetalinger til de mange, der brat blev arbejdsløse. Hun, for det er oftere en kvindelig politiker end en mandlig, der har administreret fornuftigt, vil også kunne rose sig af at have ladet menneskelige hensyn spiller en større rolle end medicinske råd. I mange lande, herunder f. eks. Danmark, anbefalede sundhedsmyndighederne ikke drastiske nedlukninger. Sverige er et eksempel på, hvad der kan ske, når den medicinske ekpertise ikke antastes af politikerne. 15.000 døde, mere end fem gange så mange som i Danmark, næsten 20 gange så mange som i Norge, skønt den svenske befolkning kun er dobbelt så stor som den danske eller norske.

Staten spillede pludselig en voldsom rolle i samfundslivet, som den ellers ikke har gjort det i mange år, hvor privatisering og markedsøkonomi har været svaret på alle problemer. Så skulle man jo have troet, at semi-autoritære regimer som Erdogans i Tyrkiet, Modis i Indien og Bolsonaros i Brasilien var i den bedste position til at gribe ind i krisen. Men det modsatte var tilfældet: De semi-autoritære populist-regimer afslørede sig alle som virkelighedsbenægtere, indtil det var for sent, med katastrofale resultater.

Det samme var tilfældet med Boris Johnson-regeringen i Storbritannien og Donald Trump i USA. Også blandt Vestens populister regerede ansvarsløsheden og virkelighedsbenægtelsen. Her lød der ingen paroler om en tilbagevenden til normaliteten, for synspunktet var, at coronaen ikke var meget værre end en almindelig forkølelse, og at normaliteten derfor aldrig var truet af andet end de sædvanlige klynkere, der altid skal føre sig frem som ofre. Boris Johnson måtte indlagt på hospitalet revidere sin macho-tilgang, den uanfægtbare Donald Trump gjorde det aldrig, men rev i stedet offentligt mundbindet af, så snart han slap ud af lægernes greb.
(Teksten fortsetter under bildet).

Sakprosafestival21 153

Så er der resten af os. Hvordan har vi oplevet pandemien?

I en tid præget af stress og utilstrækkelighedsfølelser i et iskoldt konkurrencesamfund, hvor selv de mest beskedne udtryk for livsglæde er underordnet karrieremål, og angsten for at ende som taber truer selv den mest succesrige, befinder vi os pludselig i en paradoksal situation. Selv midt i selvisolation og nedlukning indser vi, at vi har brug for de andre, og de har brug for os.

Der er noget dobbelttydigt over ensomheden i pandemien. Når ensomheden fylder for meget i vores liv, længes vi bort fra den. Når vi er omgivet af alt for mange larmende mennesker, længes vi efter et øjeblik alene. Det samme gælder fællesskabet. Når der intet fællesskab er, længes vi efter det. Når fællesskabet kræver, at vi underordner os, truer klaustrofobien. Lever du pludselig med familien døgnet rundt, tænker du, at en lukket dør for helvede da må være en menneskerettighed. Er du single, som det hedder, uanset om din alenetilværelse er et frivilligt valg eller påtvunget, tænker du, at en åben dør for helvede da må være en menneskerettighed.

Sådan levede vi, fanget i pandemiens paradokser, ikke fordi vi var grebet af en pludselig længsel efter en autoritær stat, der tog alle vores beslutninger for os, men fordi vi indså fornuften i nedlukningen. Vi skubbede vores daglige vaner til side og skabte nye. På samme tid, som vi gav afkald på den impulsive frihed, som forbrugersamfundet inkarnerer med rejser, restaurant-, café- og biografbesøg, oplevede vi en helt ny og anderledes handlefrihed. Den handlefrihed, der er forbundet med et fælleskab, som med kort varsel tager drastiske beslutninger. Det er igen et af pandemiens paradokser: Afkaldet på individuel frihed resulterer i kollektiv handlekraft.

Vi stod sammen, skønt fysisk adskilte. Vi handlede. Vi var pludselig et fællesskab, ikke fordi politikerne sagde det, men fordi vi dagligt beviste det. Tomme gader og pladser, mennesketomme busser og toge, fly, der ikke lettede, forladte lufthavne, evakuerede skriveborde, klasseværelser uden hvisken, råb og overhøringer, tavse skolegårde, alle var de beviser på en handlekraft, som vi mangler ord for, og det vi ikke har ord for, har vi også svært ved at beskrive og endnu sværere ved at huske. Vores erindringer om pandemien er endnu et uskrevet kapitel, og vi risikerer, at det aldrig bliver skrevet, en ubehagelig parentes i vores ellers så aktive liv, som vi så hurtigt som muligt vender ryggen til, et afgørende vendepunkt, som fordi vi ikke lærer af det, ender med at befæste vores indbildte normalitet.

Kort før pandemiens alvor gik op for verden, fik min britiske kones yngste søn på kun 25 et hjertetilfælde og sank død om. Så kom nedlukningen. Vores forhandlinger med døden var begyndt. For det var jo det, nedlukningen var, en forhandling med døden, der kunne ramme hvemsomhelst, hvorsomhelst og nårsomhelst.

Men Liz og jeg levede allerede med døden. Det forbud mod forsamlinger af mennesker, som fulgte med nedlukningen, efterlevede vi allerede i sorgens ensomme enegang. Tiden læger alle sår, lyder et af de mange udsagn, der bevidst eller ubevidst præger vores opfattelse af livet. Men et barns død er ikke et sår, der læges. Det er en amputation, ingen ny hånd eller fod gror ud igen. I stedet må du lære at tilpasse din motorik til det manglende lem. Det klogeste, nogen sagde til mig, var min amerikanske husvært, der selv havde mistet en søn til selvmord seks år tidligere: “I kommer igennem det, men I kommer aldrig over det.”

En ven, hvis datter var blevet dræbt i et trafikuheld året før, skrev til Liz: “Velkommen til den klub, ingen ønsker at blive medlem af, og som du aldrig kan forlade igen.” Klubben findes. Det opdagede vi snart, da vi selv opsøgte mennesker, der havde mistet et barn, eller de kom til os. Vi fandt et fællesskab i at dele det ulægelige. Sorg er absolut. Den lader sig hverken forhandle med eller distrahere fra, og hverdagens sikkerhedsnet afslører sig som så skrøbelige, at du nemt falder igennem. Men det er nemmere at stirre ned i afgrunden, når der er nogen at tage i hånden. Ordene behøver ikke at blive sagt, men de er der. “Jeg ved, hvordan du har det.” I den berøring, der vidner om en delt erfaring, er der en kontravægt, som afbalancerer suget fra afgrunden.

Der findes ord for sorg. Men i vores kultur findes der så få ritualer. Vi anerkender knap nok døden som en afslutning på livet. Derfor dør vi sjældent hjemme, men hellere på hospitalet, som om døden var et medicinsk tilfælde, der krævede lægelig indgriben, og altid kunne udsættes endnu en kostbar dag, og døden selv var et nederlag for den ellers altid ufejlbarlige lægevidenskab, det ultimative kontroltab for en civilisation, der bilder sig ind at have overvundet naturen. Man siger, at det, der adskiller mennesket fra dyret er, at vi ved, vi skal dø. Men den viden har vi en hel medicinal-industri, der hjælper os til at fortrænge. Jo, ordet har vi endnu, døden, men det er blevet krimi-genrens monopol, omtrent som om døden selv var blevet en forbrydelse, og døden kun optrådte i form af mord.

Du skal dø, og derfor skal du tænke over, hvordan du lever, lyder religionens budskab. Du skal ikke dø, medmindre du myrdes, og derfor kan du tilbringe al din ledige tid foran Netflix´ True Crime-serier, mens du spekulerer over, hvem morderen kan være, lyder den moderne udgave af religionens manen. Vi opfordres ikke til at spekulere over Guds eksistens, men blot over morderens identitet. Man kan måske endda gå så vidt som til at hævde, at krimien, hvad enten den er en roman eller en tv-serie, er den moderne ækvivalent til bønnen, og den har samme beroligende effekt: Der er en forklaring på alting, også på døden.

Med inspiration fra Circle of Security, en terapi, der behandler forældre plaget af ængstelse, har den danske psykolog Marie Brixtofte i sin bog Bolsjefilosofi brugt begrebet “haj-musik”. Det er underlægningsmusikken i Steven Spielbergs film Jaws, hun tænker på. Når hajen nærmer sig de intetanende badegæster, antager underlægningsmusikken en truende tone. Det er det, Brixtofte kalder hajmusik, og det er ofte hajmusik, der ledsager vores indre liv i en verden præget af stress, præstationskrav og utilstrækkelighedsfølelse. Et eller andet sted derude gør hajen sig klar til at angribe os. Så kom pandemien, og hajen fyldte hele lærredet, mens underlægningsmusikken steg til et øredøvende crescendo.

Døden var her, ikke nødvendigvis på alles læber, for ordet er et større tabu, en værre obskønitet end de ord, der referer til kønsakten og kønsdelene. Men døden var i vores tanker. Den blev nedlukningens stadige ledsagemusik. Den var advarselssignalet, når vi uovervejet brød med selvisolationens regler. Din uforsigtighed kan koste liv, dit eget eller andres. Aldrig før i vores liv var vi så bevidste om vores egen dødelighed som i pandemiens første måneder.

Jeg begyndte at tænke over parallellen mellem min egen personlige sorg og den åndelige og psykologiske tilstand, pandemien hensatte os alle i. Var vi ubevidst i færd med at øve os i afsked, ikke nødvendigvis med de nærmeste, for nedlukningen havde sin effekt, og der var heldigvis kun få døde, men var det sådan, at pandemien og de forholdsregler, den tvang os til, varslede, at vores livsform var blevet uholdbar, og at vi måtte øve os i at tage afsked? Var det afsked, pandemien var en generalprøve på? Sorg er en øvelse i at tage afsked. Kunne nedlukningen minde om en sådan øvelse?

Jeg konsulterede psykologen Elisabeth Kühler Ross´ velkendte teori om sorgens fem stadier, fornægtelse, vrede, forhandling, depression og sluttelig accept. Hun udviklede sin teori om sorg i 1960erne i et studie af døende patienter, der måtte lære at tage afsked med livet. Senere overførte hun den også til de efterladte. De fem stadier er ofte blevet mistolket som en lineær proces. Men der er sjældent noget lineært over sorgens faser. Det er en kaotisk proces, hvor en pårørendes død selv efter lang tid brat kan blive nærværende, som havde du lige modtaget budskabet.

En vens ord blev ved med at hjemsøge mig. Vi ville komme igennem Raphs død, sagde han. Men vi ville aldrig komme os over den. Ville vi aldrig blive de samme mennesker igen? Var det i virkeligheden det, han fortalte os? Jeg tror, at det er en realistisk konklusion på tabet af et barn: Vi bliver aldrig de samme. Men hvem bliver vi så? Hvad indebærer den accept, som Elisabeth Kühler Ross fremhæver som sorgens slutstadie?

Og hvis parallellen mellem sorg og pandemien som en form for afsked kan lære os noget, hvad betyder accepten af tabet af normaliteten så for os som samfund? Er en forandringsproces også en sorgproces? Vi har vænnet os til at se revolutioner som en velkomst til noget afgørende nyt. Men er de også et farvel, måske et sorgtynget farvel?

Jeg prøver at anvende Kühler Roos´ teori om sorgens fem stadier på vores reaktioner på pandemien. Det første stadie, fornægtelse, er nemt at finde. Det repræsenteres over alt af populismen og halv-autoritære regimer, fra Donald Trump og Boris Johnson til Jair Bolsonaro, Recep Tayyip Erdogan og Naranda Modi. Vi finder det også udbredt blandt deres tilhængere, protestbevægelser og militser, der med stor stædighed holder fast ved corona-skepsissen. Her er vi også tæt på sorgens andet stadie, vreden, som i protestbevægelserne rettes mod staten, der anklages for at have opfundet pandemien som en undskyldning for at gribe ind i borgernes liv og fratage dem deres frihed.

Det tredje stadie er ifølge Kühler-Ross forhandlingen. Du købslår med døden. Giv mig et par måneder mere. Udsæt det uundgåelige. Vaccinen er samfundets svar på forhandlingens stadie. Vi indser, at virussen ikke kan udryddes, men dens rækkevidde kan mindskes. Enhver smittet, der igen udskrives fra hospitalet, er et vellykket forhandlingsresultat.

Kan et samfund gå i depression? Jeg tænker her ikke på de individuelle medlemmer, men på fællesskabet, de herskende tanker. Ordet depression findes allerede inden for økonomien, hvor det betegner en situation med økonomisk tilbagegang, virksomhedslukninger, fallitter, høj arbejdsløshed og inflation. Men psykologisk? Kan et samfund blive kollektivt grebet af nedtrykthed, resignation, uro, angst og mangel på initiativ? Hvis et helt samfund er behandlingskrævende, hvad er så kuren?

Ser vi på det politiske billede, passer diagnosen depression udmærket. Hvis den deprimerede har nogen tanker på fremtiden, er de negative. Nye ulykker truer hele tiden med at vælte ind over ham, og han gribes af en lammende rådvildhed. Skønt det måske var ophobningen af uløste, fortrængte problemer, der fremkaldte depressionen, er hans eneste matte drøm at vende tilbage til tiden før. Den tilsyneladende opmuntrende snak om en tilbagevenden til en indbildt normalitet, er i sig selv et tegn på depression. “Hvis bare tingene var som før.” Det er udvejsløshedens mantra.

Det republikanske parti i USA, der først for nylig måtte give afkald på præsidentposten, passer til diagnosen. Som parti er dets eneste mission at obstruere alle forsøg på forandring uden selv at fremsætte noget alternativ. Donald Trump vandt præsidentposten med sloganet “Make America great again”, og det vigtigste ord er “again”, som udgør hele forskellen mellem vision og nostalgi. Amerikas indbyggere lever i en sort dystopi, som kun ordet “again” kan udfri dem fra.

Populismen har ikke visioner. Den har i stedet fjender. Den har ingen alternativer, men kun anklager mod en skæv verden. Pandemien passede ikke ind i Trumps verdensbillede. Den udfordrede tværtimod hans krav på enevælde, og derfor måtte faren fra virussen benægtes, bagatelliseres eller banaliseres.

I hans øjne var pandemien slet ikke en pandemi, men en politisk sabotage af hans styre, en konspiration drevet af løgnagtige medicinske eksperter og en diktatorisk kulturelite. Hele drivkraften i hans succes var et rasende opgør med den liberale, oplyste konsensus, som var blevet skabt i efterkrigstiden. “Make America Great Again”. Det lille ord “again” indeholder et løfte, der er lige så vagt, som det er i strid med selve tidens natur. Du kan ikke bade samme i den samme flod to gange, sagde den græske filosof Heraklit. Trump siger, at det kan man godt. Det er hans løfte til nationen: Amerikanerne skal for evigt bade i den samme flod ikke to, men tusind gange.

Men vejen tilbage til de gode gamle dage viser sig at være lang, for fjenderne er mange. Det er angsten, Trump påkalder, og populismens kendingsmelodi er haj-musikken, en lurende, konstant ængstelse, der holder nerverne på højkant, men lammer handlekraften. Også hos populismens liberale modstandere lyder haj-musikken, men det er populisterne, og den polarisering, der kan få samfundet til at brække midt over, de er bange for. Derfor er sammenklumpning på midten i en tryghedsskabende normalitet, der nok tillader retoriske uenigheder, men ikke konkurrerende alternativer, blevet den dominerende politiske tendens blandt de såkaldte midterpartier, også i Europa.

Løftet om at vende tilbage til normaliteten før pandemien siger det hele. Vi tilbydes valget mellem to forskellige fortider: En tilbagevenden til tiden før pandemien, som ingen med nogen realistisk sans dog vover at kalde de gode, gamle dage, og så den ægte udgave af de gode gamle dage, den guldalder, hvor vi endnu ikke havde mistet orienteringen og den sikre viden om, hvem vi var.

Tilstanden er vittigt skildret i den bulgarske forfatter Georgi Gospodinovs roman “Tidsskjul”, hvor de forskellige lande i Europa afholder folkeafstemninger om hvilket årti i det 20. århundrede, de helst vil vende tilbage til. Det er det, der i romanen deler de politiske partier: definitionen på de gode, gamle dage, hvilket årti, der var det bedste, og som de derefter lover at genskabe helt ned i de mest minituøse detaljer. Alt andet end nutiden er attraktivt, og fremtiden er for længst afskrevet som en mulighed for at skabe noget nyt.

Det femte og sidste stadie i Elisabeth Kühler-Roos´ model er accepten. For den døende betyder det accepten af, at han eller hun snart ikke er der mere. For de pårørende accepten af den elskedes død, uden vrede og skyld. Er der resignation i accepten? Eller snarere indsigt i livets grundbetingelse, at tab er uundgåelige, og at livets kontinuitet, generationernes store kæde, set i nærbillede består af utallige afskeder? Er det, hvad accepten indebærer, at lære at leve med tab, også tab, der ikke giver mening? Naturen bekymrer sig ikke om retfærdighed eller uretfærdighed, rigtigt eller forkert. Det er menneskelige anliggender, men vi lever i en gråzone mellem de normer, vi selv opstiller for livet, og naturens uudgrundelighed, som for altid vil unddrage sig vores indsigt og kontrol. I accepten må der også være ydmyghed.
(Teksten fortsetter under bildet).

Sakprosafestival21 137

Jeg indrømmer, at jeg selv har haft problemer med accepten af min stedsøns død. Jeg indser, at døden er en del af livets forudbestemte gang, men jeg nægter at tillægge et ungt menneskes død nogen opbyggelig eller konstruktiv mening. At finde en mening med tilværelsen er også at forsone sig med den, men jeg nægter at forsone mig med tanken om et ungt menneskes død. Jeg ved godt, at den unge død hverken er retfærdig eller uretfærdig, god eller ond. Hinsides alle disse værdidomme er den blot et gabende hul af meningsløshed, og prøver jeg at dække dette hul til, svigter jeg den inderste kerne i min tro på livet.

Men hvilken accept inviterer pandemien os til? Hvad er det, vi skal acceptere? At vi har tabt noget, som ikke vender tilbage? Men hvad så med løftet om normalitetens tilbagekomst?

Den norske sociolog Linn Stalberg har i sin seneste bog “Efter Pandemien” skrevet klogt om forskellige normaliteter, den, vi har brug for at vende tilbage til, og den, vi absolut ikke må vende tilbage til, hvis vi vil have en fremtid på planeten. Der er den private normalitet, vi har brug for, kontinuiteten i vores liv, arbejde, skole, venskaber, alt det, pandemien med sin første, anden og tredje bølge satte på pause igen og igen, og som vi nødtørftig måtte søge digitale erstatninger for i den zoom, der signalerer intimitet, men mest er distance.

Og så er der den normalitet, vi ikke skal vende tilbage til, og som Linn Stalberg selv foretog et både vidende og lidenskabeligt opgør med i sin forrige bog under titlen “Det er nok nu!”, den neoliberalisme, som i de sidste 50 år uhæmmet har sluppet markedskræfterne løs på planeten i et destruktiv produktions- og forbrugsorgie med de fossile brændstoffer som drivkraft. Ikke blot har neoliberalismen, da den installerede sig som den nye normalitet med dens opgør med alle statslige reguleringer, forårsaget uoprettelige ødelæggelser på klima og dyre- og planteliv, den har på samme måde forarmet vores indre liv og nedbrudt en fællesskabsfølelse, som et samfund ikke kan leve uden.

Fraværet af fælleskabsfølelse er den egentlige årsag til, at pandemien i USA kunne blive en sådan katastrofe. Og mange, bl. a. den britiske økonom Adam Tooze i hans nye bog “Shutdown. How Covid Shook the World´s Economy” siger, at pandemien blev en gravskrift over neoliberalismen. En krise som en pandemi er markedskræfterne ude af stand til at løse. Her er der brug for den udskældte statslige intervention, som ellers syntes gravlagt i 1970erne sammen med indflydelsen fra den store britiske økonom, velfærdsstatens åndelige fader, John Maynard Keynes. Helt døde inspirationen fra Keynes dog aldrig. Det var den, der vedblev at holde velfærdsstaten i live, skønt velfærdsstaten med et stigende antal privatiseringer af offentlig service mere og mere opførte sig som selvskader.

Men hvorfor bliver politikerne så ved med at tro, at der ligger en dyb appel i løftet om at vende tilbage til normaliteten? Det er en velkendt psykologisk mekanisme, som her er på spil, ikke løftet om at vende tilbage til de gode gamle dage, men noget langt mere grumt, driften mod de onde, gamle dage, et paradoks erfaret af børn af alkoholikere, der som partnere i voksenlivet ofte vælger misbrugere, der minder om deres forældre, af den simple, sørgelige grund, at det er en verden, de kender og føler sig trygge ved. Angsten for det ukendte overgår ubehaget ved det onde, og misbrugernes børn opsøger den tryghed, der kan ligge i gammelkendt smerte. Sådan er det også, når vi loves en tilbagevenden til normaliteten. I er lige kommet igennem en skræmmende pandemi, lyder budskabet. I er ikke rustede til at møde udfordringerne fra en ny, ukendt verden med dens krævende forandringer.

Dertil kommer, at polikerne er under et kolossalt pres fra stærke kræfter i erhvervslivet for at vende tilbage til den tilstand, hvor der var grønt lys for uhæmmet markedsøkonomi og skruppelløst profitjag, uanset konsekvenserne for natur og planet. Vi må heller ikke lukke øjnene for, at mange politikere, uanset om de står til højre eller venstre, ikke magter at tænke ud over den neoliberalisme, de er vokset op med. De anser markedsøkonomien for naturtilstand, og i deres fantasiløshed er de overbeviste om, at der kun findes en måde at tænke økonomi på. Markedsmekanismerne, udbud og efterspørgsel, vil løse alle samfundsmæssige problemer, og demokratiet består i grunden ikke i andet end at sætte vores navn på den stiplede linje og underskrive en kontrakt, vi ikke selv har forfattet.

Det er ikke altid appellen til nostalgien, hvad enten den retter sig mod de gode, gamle dage eller mere diabolsk mod de slemme, gamle dage, har den ønskede effekt. “Jeg ville ønske, vi kunne få vores gamle liv tilbage,” sagde den britiske premiereminister Boris Johnson d. 29. marts 2020. “Vi havde den bedste økonomi, vi nogen sinde har haft, og vi havde ingen døde.” I en opinionsundersøgelse gennemført nogen lunde samtidig med, at Johnson fremsatte sin nostalgiske aftenbøn, svarede kun 10 procent af de adspurgte briter, at de ønskede en tilbagevenden til tiden før pandemien. Normaliteten udøvede ingen tiltrækning på dem.

Det var samme retoriske trick, Boris Johnsons forbillede, Winston Churchill benyttede sig af, da han efter afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945 søgte genvalg med løftet om at genskabe de gode, gamle dage før krigen. Også her udeblev den ønskede effekt. Churchill blev besejret af Labour, hvis leder Clement Atlee sagde det så præcist, som det kunne siges: “Krigen blev vundet ved en stor fælles indsats af alle mennesker, der sammen satte nationen først… Hvorfor skulle vi tro, at vi kan nå vores mål i fredstid – mad, tøj, hjem, uddannelse, fritid, social sikkerhed og fuld beskæftigelse for alle – ved at sætte private interesser i højsædet?”

I dag står hylderne tomme i britiske supermarkeder, og der er mangel på alt. Det er umuligt at tiltrække arbejdskraft, der vil tage det utaknemmelige job som hundsede og dårligt lønnede transportarbejdere og lastbilchauffører.

USA oplever lige nu et lignende fænomen, der går under betegnelse “The great resignation”, og resignation skal her ikke oversættes med resignation, men med det modsatte: opsigelse. Flere og flere mennesker opsiger deres dårligt betalte jobs. De kræver mere i løn og bedre arbejdsbetingelser. Siden april har 20 millioner arbejdere i USA opsagt deres arbejde, alene i august måned var det 4.3 millioner, der vendte ryggen til deres arbejdsgivere . Pandemien har belært dem om deres egen uundværlighed og radikaliseret dem. Opsigelsen en ny måde at strejke på, men også fagforeninger oplever en stor tilgang. Det er normaliteten, arbejderne opsiger. De vil noget nyt.

Den neoliberale markedsøkonomi afpolitiserer alle væsentlige beslutninger, idet den overlader dem til markedet, som den hævder i det lange løb vil skabe velstand og social harmoni. Men i det lange løb er vi alle døde, sagde Keynes, ord, som efter en pandemi, der pludselig gjorde døden allestedsnærværende, og umulig at fortrænge fra hverken sproget eller skærmen, har et stærkere budskab end nogen sinde. Keynes advarende ord om markedsøkonomien gælder i endnu højere klimaforandringerne, som i løbet af dette århundrede vil umuliggøre livet på jorden, som vi kender det. Hvis vi ikke ændrer vores livsstil og produktionsmåde, vil kun de, der i dag allerede er over 50, blive sparet synet af civilisationer, der kollapser i hedebølger, havstigninger, orkaner og verdenshistoriske folkevandringer, der vil efterlade det ene kontinent mennesketomt og det andet overfyldt. Vi, de midaldrende og de gamle, som dør i løbet af de næste 20-30 år, vil være de heldige. Resten, vore børn og børnebørn, de fordømte.

Spørgsmålet, hvordan vi ønsker at dø, er, skønt ingen stiller det, er blevet tidens allervigtigste: Ønsker vi at dø midt i en civilisation, der endnu står oprejst med et realistisk håb om at vare generationer endnu, eller ønsker vi at dø på flugt i et nyt vildnis, vi med vores fatale handlingslammelse selv har været med til at skabe?

Adam Tooze tænkte, da han så de drastiske forholdsregler, der blev taget ved pandemiens begyndelse, at nu startede en ny æra. Vi viste vores handlekraft og vilje til forandring. Vejen lå åben for den vision, den amerikanske venstrefløj havde døbt New Green Deal, et opgør med ulighed parret med omstillingen til et bæredygtigt samfund. I dag ser Adam Tooze anderledes på det. De midler, der blev taget i brug af mange regeringer var revolutionære, men målet var at bevare det bestående. De fattige fik hjælp, men de rigere blev endnu rigere. Og Tooze istemmer den italienske forfatter Giovanni Tomaso di Lampedusas ord fra romanen “Leoparden”, at “Alt må forandres, for at alt kan forblive, som det er. ”

Tooze fastholder dog, at pandemien markerer afslutningen på neoliberalismens æra, der begyndte i 1970erne. Og den markerer samtidig begyndelsen på en ny æra. Pandemien vidner om vores forstyrrede forhold til naturen, hvor de biologiske arters naturlige habitat drastisk indskrænkes, og vi kommer i kontakt med virusser, vi ikke har noget immunforsvar over for. Pandemien er derfor også den første omfattende krise i den antropocæne tidsalder, hvor det er mennesket, der står bag de store skred i planetens naturlige balance. Pandemien er ikke en enestående begivenhed, men et varsel om de forandringer, der fra nu vil hjemsøge os.

Pandemiens efterspil, hvis vi da overhovedet endnu står i efterspillet, men ikke blot mellem endnu to bølger, er blandet. Den pludselige bevidsthed om vores enorme handlemuligheder kæmper mod nostalgien efter business as usual, de herskende tanker mod de tanker, der endnu ikke er tænkte, et etableret ordforråd mod ord, vi stadig mangler at finde.

Den realisme, der vil minde os om vores altid begrænsede handlemuligheder, skal vi gøre op med. Den realisme, der minder os om, at vi er et en selvkorrigerende art, ikke uforbedrelig, men i stand til at forandre os, skal vi tilslutte os. Den ønsketænkning, der hævder, at vi kan få tiden til at stå stille og vende tilbage til normaliteten eller de gode, gamle dage, må vi forkaste. Den ønsketænkning, der hævder, at vi kan skabe et nyt forhold mellem menneske og natur, hvor vi ikke ser os som naturens herrer, men som dens elever, skal vi tilslutte os. Vi må vende op og ned på begreberne realisme og ønsketænkning, befri vores realisme for dens begrænsninger og ønsketænkningen for nostalgien.

Vi opfandt vaccinen, siger mange, som om det sidste ord dermed er sagt om pandemien og sagen afgjort. Lad os nu komme videre. Ja, det er rigtigt. Som endnu et bevis på menneskehedens opfindsomhed og overlevelsesvilje opfandt vi vaccinen, men vaccinen er intet punktum, kun en bremse, der sagtner farten på et eksprestog med kurs mod afgrunden. Bremser gør det ikke alene. Vi må i stedet lægge nye spor i landskabet, der fører væk fra afgrunden i stedet for stadig tættere på den. Vores store valg som art bør ikke være, om vi skal nå afgrunden hurtigt eller bare lidt langsommere.

Vi må tilpasse os klimaforandringerne, lyder den seneste visdom, der i sin kerne allerede vidner om opgivelse. Vi må tilpasse os en temperaturstigning på halvanden grad, som allerede nu synes uundgåelig. Vi må tilpasse os en temperaturstigning på to en halv grad, som allerede nu synes sandsynlig. Vi må tilpasse os en temperaturstigning på en tre en halv grad, som allerede nu synes mulig. Men hvor længe kan vi blive ved med at tilpasse os? Hvor langt kan vi overhovedet gå, før vi må give slip på alle de væsentligste kendetegn ved den civilisation, der er blevet opbygget over 5000 år?

De seneste tyve år har allerede vist os to tæt forbundne ting: Verdens årlige CO2-udslip fortsætter med at stige, og klimaforandringerne finder sted med accelerende hastighed. Vi minder om en jockey, der tror, at bare væddeløbshesten er veltrænet nok, kan den komme i mål før eksprestoget. Men kapløbet er tabt, hvis vi tror, at vi kan fortsætte med den nuværende samfundsmodel. Vækstsamfund og markedsøkonomi løser ikke vores problemer. I de accelerende klimaforandringers epoke vil vækstsamfundet blive knust under naturens eksprestog. Vi har kun en fremtid hinsides vækstsamfundet, og det udsagn er ikke ønsketænkning, men udtryk for den mest nøgterne realisme. Modsætningen er ikke et mangelsamfund, men et fællesskab, hvor goderne fordeles mere ligeligt, og vi hinsides konkurrencesamfundets afstumpende relationer genfinder hinanden som mennesker, der har noget at give.

Pandemien har bragt globaliseringen i miskredit. Globaliseringen har pludselig status som en smittekilde, vi kun kan værne os mod ved at lukke grænserne. Med lynets hast spreder virussen sig fra Kina til resten af verden, og det planetære skæbnefællesskab opleves som en trussel. Pandemien synes at give populismen ret.

Men så kommer vaccinen, og den mest pålidelige af dem, Pfizer, er opfundet af et tyrkisk ægtepar, der er emigreret til Tyskland, altså et lysende produkt af globaliseringen. Pandemien sætter globaliseringen i et negativt lys. Vaccinen sætter globalseringen i et positivt lys. Intet land, bortset fra Rusland, foretrækker at holde sig til en nationalt produceret vaccine, så det er globaliseringen selv, vi får sprøjtet ind i vores overarme, når vi opsøger lægen. Virussen er global, vaccinen er det også, og i begge tilfælde er det nationalismen med dens krav om lukkede grænser, der bliver taberen.

Men når det kommer til distributionen til verdens fattige lande, der ikke har har råd til at anskaffe sig den dyre vaccine, så overtrumfer skellet mellem rig og fattig fællesskabet. Selv om døden er demokratisk og rammer alle, så er dine overlevelsesmuligheder bestemt af din indkomst. Din placering på kloden og i det sociale hierarki afgør, hvor længe du får lov at leve. Globaliseringen kan været et etisk imperativ om at hjælpe også de fattige, og den kan være et lammende skel, der afgør forskellen på liv og død. Globalisering uden et opgør med den voksende ulighed er synonym med udbytning. Pandemien bliver med den ulige distribution af vacciner et røntgenbillede på verdens tilstand.

Vi lever i individualismens guldalder, mener vi selv. Vi fejrer vores personlighed i tøjvalg, ferier, partnere, ambitiøse karriereplaner, valg af børneopdragelse. Verden er et storslået spejl for vores unikke personlighed. Og dog føler hver eneste af os, også de mest succesrige, en afgrundsdyb afmagt, når det kommer til verdens skæbne. Det kan godt være, at vi hver for sig yder vores bidrag, spiser mindre kød, sorterer vores affald, cykler mere og flyver mindre, og dog ser vi CO2-udslippet stige år for år og ved, at en nedtælling er i gang. Det er ikke sådan, at vi fortrænger vores viden om klimaforandringerne, men vores egen afmagt, denne nedværdigende følelse af ikke at tælle i det store regnskab, kan vi ikke leve med, for afmagt nedbryder personligheden, og så målretter vi i stedet vores energi mod vores eget private liv, når vi nu ikke kan forme det fælles. Der er et spørgsmål, vi aldrig tillader os i indiviudalismens guldalder: Hvad er en individualisme, der har opgivet fællesskabet og de store udfordringer?

Der er en lære fra pandemien her: På den mest bagvendte måde var der i selv-isolation og nedlukning ikke en eneste af os, som ikke følte sig betydningsfuld og som en del af fællesskabet. Hver eneste af os vidste, at vores mest banale beslutninger i hverdagen kunne have konsekvenser for andre. Det var naturen, der dikterede os helt nye livsbetingelser, og vi opdagede os selv ikke blot som samfund og fællesskab, men også som art. Der var ingen skærm mellem os og verden. Min skæbne var alles skæbne, også selv om jeg befandt mig bag lukkede døre. Vi oplevede nedlukningen som et tab af livsfylde, men den var også en befrielse fra en helt anden indespærring, i individualismens spejlkabinet, hvor alle mine handlinger kun har mig selv som mål. Den afmagt, vi føler, selv om vi cykler, sorterer affald, spiser mindre kød, fordi vi ved, det i sidste ende ikke tæller, var borte. Hvert eneste af vores valg talte, hver eneste handling havde konsekvenser for alle andre mennesker. Vi har ikke noget sprog for denne nye situation. Den er i stedet fuld af følelser, der stadig søger et navn, og det er alle disse nye ord, vi må igang med at opfinde, der kommer til at afgøre vores fremtid.

FN, de Forenede Nationer, hedder det med en selvmodsigelse, for hvis nationerne havde lyst til at forene sig, var der ingen grund til, at de kaldte sig nationer. I pandemiernes og klimaforandringernes tidsalder burde FN omdøbes til PF. Ikke Forenede Nationer, men Planetens Fællesskab.
(Teksten fortsetter under bildet).

Sakprosafestival21 136

Den Internationale Valutafond og Verdensbanken kræver altid markedsøkonomiske reformer og stigende privatisering, før de giver deres milliardstore lån. Tænk, hvis de i stedet stillede krav om bæredygtighed, og med nye navne også signalerede nye prioriteter for planeten. Ikke Den Internationale Valutafond, men den Internationale Klimafond, ikke Verdensbanken, men Klimabanken. Og de truede naturområder skal omdøbes til Ingenmandsland, ikke fordi de som i et krigsområde er mineret terræn, men fordi de for fremtiden ikke skal tilhøre nogen, og som et sandt ingenmandsland ikke må betrædes. Og hvorfor ikke slutte rækken af livsnødvendige sprogfornyelser med at omdøbe velfærdsstaten til klimastaten?

Det er så vigtigt, at de forandringer i vores levevis og produktionsmåde, som pandemien bebudede, ikke bliver forbundet med afkald og afsked. De skal i stedet forbindes med et rigere liv, hvor vi tør leve og drømme stort, og livsfylde ikke er forbundet med forbrugets bobletilværelse, men med omsorg mellem mennesker. Vi skal ikke kun producere bæredygtigt. Vi skal også hjælpe hinanden med at blive følelsesmæssigt bæredygtige, så frustrationens og angstens CO2-udslip ikke ødelægger, hvad vi er i færd med at opbygge.

Der er denne fortvivlede drøm, at teknologien vil hjælpe os med at løse de problemer, den selv har skabt. Klokken fem sekunder i midnat vil vi have opfundet teknologier, som suger CO2´en ud af atmosfæren, så vi kan fortsætte med at producere og forbruge, som vi altid har gjort. Mary Shelley skrev romanen om Frankenstein som en advarsel om, hvad der kan ske, når menneskets egne frembringelser undslipper vores kontrol og vender sig mod os. Vi skriver i dag på en ny fiktion, hvor kun en højteknologisk forbedret Frankenstein kan frelse os fra den gamle Frankenstein, en fantasi om vores almagt så farlig som den gamle.

Mary Shelley skrev en roman til, “The Last Man”, “Det sidste menneske”, som ingen læste, og som straks blev glemt, men i dag fortjener en intens læsning. En pandemi udsletter menneskeheden, indtil der kun er en tilbage, titlens bogstavelige sidste menneske, en Robinson Crusoe uden Fredag og uden håb, om at noget skib vil nå frelsende frem til hans øde ø, for det er planeten selv, der er blevet en øde ø. Men Mary Shelleys tone er alligevel forsonende, for det sidste menneskes store opdagelse er samhørigheden med naturen og dens altomfattende kredsløb, som også mennesket er en del af.

Det er den opdagelse, vi er i færd med at gøre. Eller rettere gøre igen. For vi har jo hele tiden vidst det.

Der er et par strofer af den norske digter Hans Børli, som jeg synes udtrykker oplevelsen af et pludseligt nærværende kosmos så smukt. “Tro ikke, at jeg kommer fra små forhold/ himlen stod altid åben over mig/ Jeg levede mine år med Syvstjernen som nabo… jeg kender de lave myrestier/ mellem brudte strå på jorden/ men også længslens kongevej af/ lys/… Jeg er et menneske. Jeg har/ erkendt storheden i det/ at være så uendelig lille.”
Det er ad længslens kongevej af lys, vi igen skal vandre.

Motta vårt nyhetsbrev

Våre adresselister er strengt konfidensielle og deles ikke med noen tredjepart. Alle nyhetsbrev vi sender ut inneholder en avmeldings-link og du kan når som helst melde deg av.